Følgende er sakset fra "Samvær & Forældreansvar" nr. 2, marts 1998



Børn og fædre har brug for hinanden

Af Elisabeth Magnusson

Oversat fra svensk af Erling Fundal fra "Familjeliv", udgivet af Folkehälsoinstitutet i samarbejde med Folkehälsoinstitutets Sekretariat i Göteborg.

Børn husker en skilsmisse. De husker stridighederne mellem forældre. De danner sig et kongebillede af far, hvis han ikke er tilstede. far kan være den varme figur som børn mangler i deres hverdag. Det kan mor ikke opfylde.

"Da jeg var lille, og far stadigvæk boede sammen med os, mindes jeg han havde så store hænder, at han kunne holde om mine fødder. Hans varme, tørre hænder, når jeg frøs... Vi kunne sidde i sofaen og så holdt han med sine hænder omkring mine fødder. Og det er ligesom noget jeg aldrig kunne få nok af. Det var noget af det tryggeste trygge. Iblandt synes jeg, det er så mærkeligt, at jeg græder derved. Det holder aldrig op med at gøre ondt. Det er som en længsel, der aldrig bliver opfyldt.” (Kvinde, 35)
Hvad betyder det for børn at vokse op uden en far?
Hvad betyder det for en far at leve uden sine børn?

Bente og Gunnar Öberg som er psykoterapeuter blev foruroligede og nysgerrige og begyndte at forske. De havde mødt så megen længsel, savn og sorg i deres arbejde med familier i krise. Bente og Gunnar Öberg har talt med skilsmissebørn, børn som aldrig har set deres far, og med fædre som lever uden deres børn. De har skrevet flere bøger om dette.

Mange fædre danner nye familier og flytter af og til langt bort. Børnenes kontakt med ham svækkes og afbrydes ind imellem helt og aldeles. Den nye kvinde som far bliver forelsket i, er ikke nødvendigvis børnekær af type.

"Fars nye kæreste" er mange børns svar på hvorfor de ikke længere så ofte træffer deres far, fortæller Bente. Og det bliver sværere og sværere for både børn og deres far at opretholde en god relation, når de ses så sjældent.

Bente og Gunnar Öberg synes at fædre og mødre, som etablerer nye forhold, skulle stille "kvalitetskrav". Den nye partner skal vide, at deres ven har børn, som han eller hun vil drage omsorg for, og der findes en anden forældre som han eller hun må samarbejde med. "Fars nye kone" bør altså sige ja, ikke blot til ham men også til hans faderrolle, siger Bente.

At FAR forsvinder rammer børnene?
Og en far som ikke svigter sine børn, bør anses for at være et godt parti! Bente og Gunnar Öberg har bemærket, at faderens forsvinden ud af familien, rammer drenge og piger på forskellig vis.

Piger som føler sig afvist af deres far oplever ofte, at de ikke er værd at elske. Far er pigens første kærlighedsgenstand, og det er ham som skal vise, hvordan hun som kvinde bliver bekræftet og sat pris på af en mand.

Kvinden, som fortæller ovenfor om sin længsel efter fars trygge hænder, er nu 35 år, gift og med eget barn. Hun siger videre: "Der findes en stump af mig, som er så sårbar, at jeg aldrig rigtig bliver voksen. Jeg ved ikke om jeg kan skylde det på far, men det handler om at blive svigtet. Jeg er vældig bange for at blive svigtet. Hvis jeg skændes med min mand, er jeg så bange for at blive forladt, så jeg reagerer med det modsatte af det, jeg ønsker: Ahha! Så rejs ad helvede til, hvis der er noget, der ikke passer dig! Jeg bliver aldrig fri for rædslen for, at nogen skal forlade mig, at jeg ikke er god nok - så jeg tilpasser mig andre og forsøger at være morsom og hyggelig, så folk skal synes om at være sammen med mig og lytte til mig."

En anden voksen kvinde, som ikke havde set sin far siden hun var 10 år: "Jeg er bange for en tæt forbindelse til en mand. Derfor er forbindelse sammenknyttet med smerte, med tanken om at blive forladt... Man kan ikke stole på en mand. I og med den grundlæggende angst er man aldrig jævnbyrdig, og man havner altid i en underlegen stilling. Man mister værdigheden, når man kan gå så langt af angst for at blive forladt".

"Mine følelser for en far har vekslet. Jeg har haft perioder med had og foragt for ham. Men nu er jeg ikke spor gal på ham mere. Jeg føler blot en enorm sorg over, at jeg har mistet ham. Jeg kunne ønske et brev fra ham, hvor han skrev, at han var min far og at han elskede mig".

I drengenes fortællinger findes ofte sorg over at have mistet det, deres kammerater har fået. En elleveårig, som ikke havde set sin far et helt år, forsøgte at lade være med at tænke på ham, men når han ser kammerater med deres far føler han savnet. "Jeg ville gerne have en far som f.eks. følger mig til motocross, siger han. Og det havde været vidunderligt med en far, som kunne trøste mig, når jeg var ked af det".

Børnene rammes af spillet mellem de voksne. De mærker på stemningen, at det bliver problemer hvis de begynder at tale om deres far.

En anden elleveårig, som Bente og Gunnar Öberg har talt med, vover ikke at spørge, hvorfor han ikke må besøge sin far.

"Det er 6 år siden jeg så far. Jeg husker, at vi sås på en parkeringsplads, mere kan jeg ikke huske. Jeg har ikke spurgt mor hvad forklaringen er på at jeg ikke må besøge far... Der er en dreng i min klasse hvis far er død. Det er nok lettere at fortælle om, end at man ikke ved, hvorfor man ikke har kontakt med sin levende far".

"Han ringer til mig et par gange om året, og så taler vi sådan lidt unaturligt, ligesom: Hvordan har du det, Godt? Hvordan går det i skolen. Jeg føler jo, at jeg ikke kender ham - ikke som en far. Jeg vil gerne møde ham. Så skulle vi gå til fodboldkamp sammen. En far skal være en, som man kender godt og taler med om ting som hænder. En som kan hjælpe. Det ville være fedt at have en far".

Mangel på mandlige forbilleder!
Manglen på mandlige forbilleder er påfaldende hos drenge, der er blevet mænd uden at vokse op sammen med en far. Mange er vokset op blandt kvinder, med mor, med kvindelige pædagoger og lærere.

"For en dreng er det en begrænsning at vokse op i en kvindeverden", siger Bente Öberg. Han behøver en at spille op til at slås med en mandlig vejviser ind i voksenlivet.

En nittenårig: "Havde jeg haft en far og kunne tale med ham, havde jeg haft det meget bedre, ikke været faldet så langt ned. Han kunne måske have bremset mig".

Mange voksne mænd har dårligt selvværd og svært ved selv at være far.

"Jeg traf min far første gang da jeg var 20 år, og genkendte øjeblikkeligt mig selv i ham, siger en mand. Han var den anden halvdel, som jeg ikke før havde set. Hans fravær har bevirket, at jeg har haft det svært med mine egne børn. Jeg har ikke haft en model! Jeg blev alt for blød far..."

En mand som havde levet lykkeligt med sin samleverske i 5 år, fortæller om den angst han fik, da deres fælles barn blev født. "Jeg havde sådan en angst når jeg havde barnet hos mig, at jeg bare græd og græd, jeg ville forlade alt. Hvordan skulle jeg kunne fungere som far, jeg som ikke selv havde haft en? Til slut flyttede vi fra hinanden, utroligt kede af det begge to, men det gik bare ikke".

En del børn kommer aldrig til at se deres far. Børn som er blevet til ved en fejltagelse, under beruselse, ved et flygtigt møde mellem fremmede, får meget sjældent nogen kontakt med deres far overhovedet.

Manden foretager en mental abort ved helt og holdent at afskrive sig faderskabet, siger Bente og Gunnar Öberg. Hans vrede mod kvinden rammer barnet. Og det rammer barnet hele livet.

Mange voksne kvinder går hele livet igennem med et stort "hvorfor" inden i sig. "Hvorfor har han aldrig brudt sig om mig?" "Hvorfor behandler han mig, som om jeg ikke var til?" Mange voksne mænd leder hele livet efter deres far, for at få svar på hvem de selv er. En mand fik for første gang at vide hvordan hans far så ud, da han slog op på avisens familieside og der så, at faderen blev 50 år. "Det var sådan et gråt lille billede i avisen. Og for at få et mere håndfast bevis på, at han var til, så jeg efter i telefonbogen. Se han er til! Der så jeg ofte, og jeg spekulerede på hvem han var. jeg så på mig selv i spejlet, og undrede mig også over, hvem jeg var. Og jeg ville råbe: Se mig far."

Det vigtigste er at være - at være til!
Det vigtigste er ikke at gøre det rette, men at være til, at deltage. Den alvorligste forbrydelse findes der ingen love mod: det at svigte sine børn. Bente og Gunnar Öberg mener, at disse børn og deres fædre burde få hjælp til at nå frem til hinanden. Mødrehjælpen, sundhedsplejersken og visse myndigheder (Statsamterne) har alle kontakt til forældrene og burde tage chancen til at hjælpe dem. Man gør det enkelte steder, men det behøves overalt.

Mødrene føler sig krænket af mandens afvisning og orker ikke alene at kæmpe for at få ham til at tage sit faderskab alvorligt.

Men der findes også mødre der forhindrer fædre og børn i at ses. Bente og Gunnar Öberg fortæller om den fortvivlelse og magtesløshed som disse børn og fædre giver udtryk for. Og den mangel på støtte de oplever. Samværssaboterende mødre får stort set lov til at hærge frit.

I sjældne tilfælde kan der være grunde til at anføre, at faderen er skadelig for barnet. Det er ikke de tilfælde Bente og Gunnar Öberg her taler om. De ser ikke bort fra at der altid findes en årsag til samværssabotagen. Ofte kommer det af det, der udløste skilsmissen. En mor som føler sig krænket, f.eks. ved mandens utroskab, kan gribe til dette våben for at såre manden. Samværssabotagen bliver til hævn.

Og dem som rammes helt uforskyldt er børnene! Mange af dem påtager sig skylden for at mor og far skændes, og en del ønsker til og med at de aldrig var blevet født. Med barnets logik havde sorg og skænderier aldrig fundet sted, hvis de ikke selv var blevet til.

De fleste børn tier og lider. Når ingen hjælper dem, må de finde sig i, at deres forældre savner fornuft, sund sans og indlevelse. En pige: Far har ikke turdet markere sig fordi mor er så forbandet på ham. Han kan ikke tage konflikter, han er så fej. Men han er jo en far, så han burde være den som tager kontakt. Det er jo svært for et barn. Egentlig er det fars fejl men også mors, som burde hjælpe os til at møde ham. Et barn vil jo gerne møde sin far.

Ja, så enkelt er det, siger Bente og Gunnar Öberg. Et barn vil jo gerne møde sin far. Uanset om det er et skilsmissebarn eller barn hvor forældrerne er i et forhold.



Skilsmissebarn.dk:
Ovenstående er blevet givet til utallige offentlige ansatte i statsamter, kommuner, det norske familieværn og den norske "Fylkesmann". Pånær én har ingen har reageret. Den ene som reagerede, var en kvindelig politiker (tidl. socialdemokratisk, nu venstre og minister) nu som svarede: "når børnene bliver voksne, vil de jo ofte søge efter den manglende forælder". Men...så er skaden jo ligesom sket? En barndom kan ikke "tages om", og skaderne varer ved livet ud. Er det virkelig fair mod skilmissebørn?


Hvad kan du gøre som forælder med forældremyndighed?
Hvis du er forælder og har forældremyndigheden, så lad være med at forhindre dine børn i, at se den anden forælder. Dine behov vil aldrig være/blive børnenes behov. Hvordan vil du selv reagere, hvis en af dine forældre, havde forhindret dig i, at se din far/mor gennem hele din barndom? Den typiske reaktion er at børnene i voksenlivet ikke vil se den forælder som blokerede samværet. Så selvom du måske vinder nu, ved at blokere samværet - taber du på sigt. Venner kommer og går i løbet af dit liv. Din familie er det eneste, som statistisk holder ved. Vil du virkelig afskære dig fra at kunne opleve dine børnebørn, eller tage del i dine børns voksenliv? Læs teksten herover igen og igen - vil du virkelig have, at dine børn skal vokse op med en smerte, som aldrig kan fjernes? Du kan sige undskyld en million gange i resten af dit liv, men det fjerner aldrig smerten. Læs IGEN teksten herover. Giv den anden forælder chancer, uanset om du mener han/hun fortjener det.

Hvad kan du gøre som forælder uden forældremyndighed?
Såvidt muligt, sørg for at se dine børn. Hvis du ikke kan se dem, prøv at holde kontakten ved lige på anden vis. Uanset hvad, prøv at være der. Prøv at være en del af deres liv. Jo mere du kan være en del af deres liv, jo tættere vil børnene komme på at have en normal opvækst, uanset om du er der hele tiden eller ej. Du vil, utroligt mange gange, blive såret dybt, skuffet og specielt hvis du er mand, er slaget stort set tabt på forhånd i Danmark / Norge / Sverige - erfaringer og statistik viser at mænd i praksis er retsløse her i norden mht. samvær og forældremyndighed. Smerten ved ikke at kunne se sit barn er umenneskelig, og har drevet mange mennesker til de værste ting. Tab ikke hovedet, gøre ikke dumme ting (hvis omkostningerne ved en krig er større end udbyttet - så er krigen ikke værd at kæmpe). Som skuffet forælder, vil både du og dine børn få mere ud af, at du for luft for din vrede/skuffelse/smerte gennem dagbøger, dokumentation og samtale med andre, som er i samme situation. Er den anden forælder urimelig - sørg for at kunne dokumentere alt for barnet senere. Den forælder, som urimeligt har holdt barnet fra den anden forælder - vil ofte miste barnet år senere.

Hvad kan du gøre som forælder, uanset hvem du er?
Vide at dine børns behov er og bliver aldrig de samme som dine. Børnene har et behov for accept og kærlighed fra begge forældre. Børn ved godt, at de er et "resultat" af kærlighed mellem mor og far. Hvis du derfor skænder/smælder på den anden forælder, fratager du (måske uopretteligt) værdi fra det inderste i dit barn. Accepter at et skilsmissebarn har brug for både mor og far. Uanset hvad mor eller far synes. Vis gerne denne side til den anden forælder; børn har både brug for en samarbejdende forælder, samt en forælder, som ikke mentalt afskærer sig fra sine børn.

Hvad kan du gøre, som ven til en forælder?
Send et link til denne side. Både far og mor bør vide, hvor meget de betyder for deres børn. Vær ærlig overfor din ven. Ser du en forælder, som sætter egne behov over børnene - sig det til dem, istedet for blindt at sige ja til alt. Mange, som udøver samværsdsabotage, siger at det er af hensyn til børnene - men børnene bliver aldrig hørt. Eksempel: "mit barn vil gerne have ro omkring sig, så mit barn skal ikke afsted til sin far, som bor i storbyen" etc. er blandt undskyldninger som kun forælderen selv kan se / tror på. Når man ikke vil se, ser man ikke. Både mænd og kvinder bruger venner som sparrings-partnere. Er du som ven ikke ærlig, gør du mere skade end gavn på sigt. Hjælp din ven og børnene.



Ordforklaring
Advokat - en person, som lever af konflikter. Uanset om du har ret eller ej, har forældremyndighed eller ej, lever og ånder advokaten for sin egen sag. Hvad advokaten foreslår, er altid bedst for advokaten.

Statsamt / Statsforvaltning - en offentlig instans i Danmark, hvor de lovgivende, dømmende og udøvende instanser er samlet under ét tag. Flertallet af ansatte er kvinder, så sørg som mand for at holde al skriftligt.

Fylkesmann - den norske version af det danske Statsamt. Samme problemer.

Samværskonflikt / samværssabotage - når hadet til ex'en er større end kærligheden til barnet.

Sag - der er altid 3 sider i enhver sag: mors side, fars side og den rigtige side (barnets).

Had - kærlighed som er blevet skuffet. Jo større skuffelse, jo større had.

Far - en uvurdelig person i et barns liv, som barnet har et behov for at være sammen med.

Mor - en uvurdelig person i et barns liv, som barnet har et behov for at være sammen med.

Barn - det mest værdifulde i vores liv. Statistisk set den person som mest sandsynligt vil holde kontakt med dig i dit liv, medmindre du frarøver barnet hvad det har brug for (far og mor).



Overraskende links
1  2  3  4  5  6  7  8  9  10  11  12  13  14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24  25  26  27  28  29  30  31  31  32  33  34  35  36  37  38  39  40  41  42  43  44  45  46  47  48  49  50  51  52  53  54  54  55  56  57  58  58  59  60  61  62  63 


Vidste du...
- At i Foreningen Far's forum har kun Dansk Folkeparti faktisk lagt et arbejde...